2 s e påske

Hvad er et menneske? Se, det var et af de første spørgsmål, jeg stillede jer konfirmander. Nogle gav op, andre kastede sig ud i en anatomisk beskrivelse, og endelig var der et par stykker, som forsøgte sig med en essentiel bestemmelse af menneskets særegne karakter. Hvad er det, der specifikt gør os til menneske og hæver os over dyret? I ville jo sikkert heller have haft et rigtigt svært spørgsmål som, hvad betyder realpræsens eller hvad går consubstantiationslæren ud på eller et eller andet, som kan googles. For trods spørgsmålets enkelhed, er det slet ikke så let at svare fyldestgørende på, hvad et menneske er. Slet ikke i den materialistiske og åndsforladte verden, vi lever i i dag, hvor man søger at besvare alle spørgsmål ud fra naturalismen. Men med det greb fanger vi aldrig, hvad et menneske egentlig er. For såvel som vi har krop og er et biologisk væsen er mennesket et åndsvæsen, hvilket vil sige så meget, at vi kan forholde os, og ikke er bundne af naturens lovmæssigheder, men at vi netop har muligheden for at vælge mellem godt og ondt. At vi i modsætning til dyrene er moralske væsner, der kan stilles til ansvar for vore egne handlinger, fordi vi af natur ikke altid er tvunget til at gøre det, som er fordelagtigt. Men dermed er også sagt, at mennesket kan synde og fejle. Et dyr kan også gøre grusomme ting, det behøver vi blot youtube for at bekræfte, men det er bundet af sine drifter og kan derfor ikke tilkendes skyld for sine handlinger. Det er moralsk indifferent. Men mennesket er netop fri i forhold til sine handlinger, hvilket er det essentielt menneskelige, men denne frihed er skæbnessvanger, for med friheden gives også muligheden for at synde, for at række ud efter den frobudte frugt og gøre sig selv ond eller umenneskelig.

Men her skilles vejene. For mens den moderne pædagogik fortæller os, at synden er noget, der kommer udefra, noget vi lærer gennem opvæksten, at synden er noget vi gør, der lærer kirken os, at synden er noget vi har, og som definerer os. Allerede fra undfangelsen. Så at selv når forældrene kommer med deres små poder til dåben, at selv da har vi med en synder at gøre. Men hvordan kan dog præsten se på sådan et uskyldigt skind og sige, at det er en synder. Det har jo endnu ikke gjort noget!  -nej, men vi ved, at en dag vil dette lille væsen blive konfirmand og til den tid er vi ikke længer i tvivl.

Her melder imidlertid misforståelsen sig. For når kirken bruger begrebet synder, så handler det ikke om at fordømme folk, menneskeligt set,  men så er det en erkendelse af at der i os alle bor et uregerligt vildæsel, som vi kan bruge resten af livet på at holde i tømmen. En drift, som søger vort eget, fylder os med egoisme, had og vrede. Og det er absolut ikke fordi det altid lykkedes alt for godt, at holde styr på dette udyr, for som Paulus skriver: hvad jeg vil, det gør jeg ikke, men det jeg ikke vil, det gør jeg.

Nu findes der grundlæggende to måder at regere et æsel på: Guleroden og pisken. Og nu ved jeg godt, at gulerødder ikke giver lutter positive associationer for nogle af jer drenge, men I er sikkert bekendte med billedet alligvel.

I dag er det ganske vist ikke så velanset at bruge pisken. Den form for tvang passer dårligt ind i den frie verden idet man dog stadig bruger truslen om bøder og straf, for den, der ikke kan holde sig inden for rammen. Et helt andet skær står der imidlertid om guleroden. Kan man motivere de unge mennesker til at læse lektier ved at gøre det attraktivt, give dem et plus efter 12-tallet og måske lommepenge for den gode indsats, ja, så har man opnået meget. Positiv motivering kaldes det og anses for lærerenes fornemste opgave. Men der er én ting, som bliver fortiet i denne sammenhæng. Og det er, at uanset om man bruger pisken eller guleroden, så handler det om at manipulere med æslet. Ikke at der er noget galt med det – bare man ikke kalder det andet, end hvad det er. Manipulation – til elevens bedste, så I kan få noget ordentlig ud af jeres skolegang og ikke skal være bundet til jeres smartphone, facebook og computerspil, og hvad det medfødte æsel ellers ville bruge tiden på, hvis den fik frit løb.

Men målet med al motivation må nødvendigvis være, at motivationen selv bliver overflødig. At vi kommer til at gøre det gode, fordi vi har lyst til den. Nogle af jer har måske allerede oplevet det, hvordan et fag pludselig blev interessant, og hvor I ikke længer behøvede en lærer til at fortælle jer, at i skulle følge med eller lave lektier, men hvor I som små sultne hunde sidder og venter på de smuler, læreren kaster fra sig. Og om ikke før, så vil I vel alle opleve det, når kærlighedens svøbe begynder at martre jeres sjæle.

For her har vi at gøre med noget der er en langt stærkere magt end både guleroden og pisken, for selvom løn og udsigter til forfremmelser eller fyrring kan få de fleste til at lægge sig i selen, så er dette dog intet at sammenligne med den, som i sandhed interesserer sig for sit fag. Da følger æslet fromt efter og vil bære alskens byrde – fordi hjertet byder over det. og det er det, Jesus taler om i dag. Mine får hører min røst og følger mig. De følger ikke fordi han truer dem med stok og stav, hvis de laver udflugter, heller ikke fordi han lover dem guld og grønne skove og rosiner i dusinvis men alene fordi de hører ham til.

Sådan er det nu i Guds kirke. Vi kommer ikke til Gudstjeneste for at optjene et kryds eller et halvt kilo slik. Heller ikke fordi nogen tvinger os til det, som i 1600-tallet. Men vi kommer frivilligt. Fordi der er noget her, som er vigtigere end at sove længe søndag morgen og dovne dagen af på sofaen.

Udefra set virker det måske arbitrært og uforståeligt. Hvorfor vil nogen dog afbryde deres skønhedssøvn og for at traske rundt i disse gamle tekster og salmer. Så gør det dog lidt interessant. Pep det op med noget moderne musik og underholdning. Eller sagt på en anden måde, find en ydre måde til at manipulere med folk. Men kirken lever ikke af at være interessant. Nej, folk kommer her, fordi de hører Herrens røst, fordi evangeliet fænger en ild i deres hjerter. Og det så stærk en ild, at kirkens historie så at sige er skrevet med blodet af de kristne martyrer, som af kærlighed til Kristus, heller ville dø som kristne end af fejhed benægte deres tro, på Jesu opstandelse og guddom.

Men hvordan kan dog denne gamle beretning, skabe et sådant kæmpemod? For det var jo ikke kun dengang, men til den dag i dag må tusinder af kristne se sig forfulgte og dræbte fordi de tro og bekender at Jesus er Kristus, Guds søn og frelser, ja så sent som d. 21. april mistede 253 uskyldige mennesker livet på denne konto i Sri Lanka. Ingen bekolkningsgruppe er så forfulgt som kristne. Men stadig lyder klokkernes kimen og kalden, stadig løfter salmesangen sig over ruinerne. Hvorfor og hvordan.

Jo, fordi det giver mening. Ikke kun for nogle få interesserede. Nej, det giver meninger – til livet. For her lærer vi, hvad vi ikke kan lære noget andet steds, nemlig hvad et menneske er – ja ikke kun lærer, men her bliver vi mennesker. Til hele mennesker. Ikke ved at sidde og glo og kede bagen ud af bukserne. Det behøver I ikke komme til gudstjeneste for. Men fordi Jesu ord løser os fra æslet. Gennem hans undervisning lærer vi, hvad det gode liv er. For mens synden er alt det, der ødelægger livet, er Jesu bud alt det som opbygger livet. Med sit forbillede viser han os, hvordan livet var tænkt fra skaberens hånd og hvordan vi skal gøre fyldest i livet. Så kan det da godt være, vi synes, det er en kedelig måde at skulle leve livet på, skulle være lydig mod sine forældre, ikke lyve og sladre om klassekammeraterne, holde ægteskabet i ære og hjælpe næsten til at opretholde sin ejendom før vi tænker på vores egen fordel. Men da er det æslet, der skryder op og stejler for at bringe os ud i livets ørken. For Jesu ord er gode, og hans bud er det samme som verden er blevet skabt ved, og derfor er det også i det ord, vi skal opfylde vores menneskelighed:  For at være menneske er ikke noget vi bare er – det er en forpligtelse på at blive menneske, og vor natur fuldendes først i den menneskelighed Jesus lægger for dagen. For hos ham ender menneskelivet ikke i opløsning – det ender i liv, i fuldkommenhed.

Så langt kommer vi dog ikke med vores gode værdier. Der må mere til for at binde æslet og genoprette den fuldkomne menneskelighed. Der må et tilgivelsens ord til, for først gennem tilgivelsen kan vi blive forenede med Gud og genvinde vores fulde menneskelighed. Og her har i svaret på spørgsmålet: mennesket er Guds skaberværk, skabt til at leve i fællesskab med Gud. Det sker i Jesus Kristus. Det er indholdet af Jesu ord, mine får hører min røst og de følger mig.