2 påskedag

Påskemorgen, slukker sorgen, slukker sorgen til evig tid – sådan synger vi påskemorgen med sejr og jubel i stemmen. Døden er overvundet, livet har sejret til evig tid. Og alle fuglekor og blomsterflor føjer sig i et ophøjet og langstrakt: Hurra. Den skønneste morgen i hele verdenshistorien, som aldrig i evighed skal gå i glemmebogen, men som både nu og i evigheden skal stemme frydens harpe til den uophørlige lovsang for Guds trone.

Men når vi så vender os til beretningerne fra den første påskemorgen, så er der sandt at sige ikke mange hurraråb her. Men i stedet for glade og lykkelige stemmer møder vi fortvivlede og grædende disciple, der ikke kan se andet end bedrøvede ud. For det var ikke det, de havde forventet. Vi havde håbet – noget andet. Og så er de som børn, der så inderligt ønsker sig en legetøjsko i jule- eller fødselsdagsgave, men som i stedet får en hel bondegård, men af ulykke over ikke at have fået koen, slet ikke kan glæde sig over det langt mere. Altså udover at de slet ikke kan se bondegården. De er så fastlåste i den tanke, at Jesus er død og begravet, at de som skulle have været de første til at møde Jesus med flag og jubel, er de sidste til at tro, at han har brudt dødens magt.

Det var jo ikke fordi Jesus ikke havde fortalt sine disciple, at han skulle lide og dø, og siden opstå fra de døde, og heller ikke fordi der manglede tegn på, at det var det, der var sket: graven var tom, og engle havde forkyndt for kvinderne, at Jesus var opstået, som han havde sagt dem forud. Ja, han  stod lige foran dem og gik sammen med de to disciple en hel dag. Men deres øjne og hjerter var fremdeles lukkede. De kunne og ville ikke se sandheden, og kunne derfor heller ikke glæde sig over denne verdensomvæltende begivenhed. Nej, for de var endnu bundet af deres egen kødelige forestilling om, hvem Jesus var.

For sådan er det, aldrig om et menneske kan fyldes af den sande påskeglæde, hvis ikke vi forstår, hvem Jesus var. Så fylder vi påsken ud med påskeæg og chokoladehare, spiser påskelam og sørger for at ulveindustrien har noget at rive, og det er da heller ikke fordi der er noget galt i det – Tuborg skal jo også have noget at glæde sig over. Forårets komme må dog i sig selv stemme vore hjerter til sang

. Men det er bare ikke det påsken handler om. Og ligesom med julegaverne og julepynten, så kommer det så let til at stå i vejen, så vi ikke længer spørger efter den egentlige påskeglæde, og de skjulte påskeæg bliver erstatning for den gravlagte Kristus.

Derfor giver Jesus sig da heller ikke til at bevise sin opstandelse. Det kunne vel nok tænkes, at Jesus kunne have gjort noget ud af sin opstandelse og var begyndt at bevise for sine to disciple, at det var ham. For sådan søger vi at sandsynliggøre det umulige med det, som er endda mere umuligt. Hvor ofte høres det ikke i dag: vi vil have et bevis på Jesu opstandelse, han må få huset til at skælve og vakle og åbenbare sig i sin herlighedsglans.  Men hvad gør Jesus? Han holder sig helt fra alle tegn og undere, og begynder til manges store fortrydelse at undervise. Og sådan må da også vi i dag og til alle tider tage til takke med prædikenens ringeagtede ord. For det vidste Jesus, at alle beviser var nytteløse, så længe disciplene ikke forstod, hvem han var, mens til gengæld alle beviser var overflødige, når de blot kendte ham ret.

Men hvad var det, de ikke forstod, disciplene, og hvad er det, som vi har svært ved at forstå som kristne i dag, og som forhindrer os i at tage del i påskeglæden. For at en mand stod op fra de døde, det burde vel nok kunne få de fleste op af stolen? Eller hvad? Jo måske et kort øjeblik, men som med alle sensationer, så ville selv en sådan begivenhed hurtigt fade ud i folks erindring og tanke og til sidst blot være et ligegyldigt komma i verdenshistorien. Men når beretningen om Jesu død og opstandelse, trods skepsis, kulde og ligegyldighed, lever til den dag i dag, og stadig kan fylde mennesker med påskeiver, så skyldes det, at den gemmer en dybere og langt rigere glæde ved den, Jesus er.

Derfor tager Jesus denne vandring med sine disciple. Hvor han endnu engang fortæller dem, hvem han var. Mange har sukket og undret sig over, hvorfor vi dog ikke måtte få denne prædiken af Jesus. Men det har vi. Vi har denne prædiken og kan gå lige til at læse den. For i denne prædiken sagde Jesus intet andet om sig selv, end det han havde prædiket de tre forudgående år: nemlig det, som er vidnet om ham i hele det gamle testamente.

Der findes, selv blandt kristne, mange som mener, at det gamle testamente ikke har mere at sige os. nu lever vi i det nye testamentes tid, og det gamle testamente tjener kun som studieobjekt for de særligt interesserede med henblik på Israels historie og nogle få profetier om Jesus. Men det er et ganske andet syn Jesus lægger ned over de gammeltestamentlige bøger. Ifølge Jesus er hele det gamle testamente helt og fuldt Guds sande og åbenbarede ord, og hvad mere: de vidner om ham. Fra første til sidste side handler det gamle testamente om Jesus. Den er Helligåndens åbenbaring af Guds enbårne søn, ved hvem alt er skabt. Og ligesom disciplene først så den opstandne frelser i lyset af det gamle testamente, sådan skal også vi først finde påskeglæden gennem de selv samme skrifter. Ikke gennem beviser og store oplevelser, men til forstandens forargelse, gennem evangeliets ringeagtede ord.

For her lærer vi Jesus at kende, og hvilken betydning hans lidelse og død og sejrrige opstandelse har. Og uden denne forståelse kommer heller ikke vi til den store påskeglæde. For da var Jesus blot et menneske, der døde og opstod igen. Da var det bare noget der skete.

Men nu ved vi, at Messias måtte lide og dø, ikke fordi han som menneske var underlagt den samme forgængelighedens lov som alle andre mennesker efter Adams fald, for om denne Messias hedder det, at han ikke skal smage døden, men har livet i sig. Når Jesus måtte dø, da skyldtes det alene, at han ville være det lydefri offerlam, som var villig til at gå i synderes sted, som ville bære folkets synder uden for byporten og lade sit blod flyde til rensning og soning for alle vore synder. Ikke som en naturlov – men af sin egen frie vilje. Fordi verden var skabt ved og til ham og fordi mennesket er skabt i Hans billede, så vi ligner ham, fordi han fra skabelsens morgen har sat sit stempel, sit kærlighedspræg på hver enkelt af os. Derfor var han villig til at fornedre sig fra sin ophøjede trone og tage alle vore lidelser på sig. Og derfor kunne han møde det dommens ord, som blev talt: den dag du spiser af træet, skal du visselig dø. For kun Guds ord, kan besvare Guds ord, og Jesus var et sådant ord, ikke ved at ophæve det gamle ord, for intet Guds ord kan nogensinde trækkes tilbage, men ved at opfylde ordet, for da ordet døde, døde døden, der var bragt til verden ved dette ord.

Så er da Messias opfyldelsen af Hele det gamle testamentes løfte, han som skulle knuse slangens hoved og bringe livet til verden. Påskemorgen viser, at han har gjort det. At han var den messias, at han var det lydefrie Guds lam, og at frelsen nu er kommet til jord, som en mulighed, en frugt, vi kan få lov at plukke og vederkvæge os ved.

Det er ved at høre dette evangelium, vi skal få øjnene op for Jesus, så vi kan kende ham, og se ham i hans opstandelse og glæde os, for som Grundtvig synger og vi sang i går: ved det syn kun den sig fryder, som har kær hvad du betyder.

Men de to Emmausvandrere genkendte ham endnu ikke. Det brændte vel i hjerterne på dem, men stadig kun som et lønligt håb, der manglede glædens frimodighed. For selvom vi så kan hele Bibelen udenad og kender alle troens lærdomme, så er dette dog ikke troen selv.

Først da han rakte dem brødet, åbnedes deres øjne. Hvad kunne de vel mangle at vide. Tre år havde de gået sammen med Jesus, og nu en hel dags intensiv solo-undervisning i Messias’ gerning. Hvad manglede de vel? Jo et manglede de endnu, det som Jesus viste dem med brødet: for dig. Det er først idet vi tager imod Jesu gerning som gjort for mig, at vore øjne åbnes, så vi ser den opstandne frelser og fyldes med påskens store glæde. For det var for dig, han led og døde, det var for dig han opstod og brød dødens magt, for at du ikke skal blive i døden, men opstå til evigt liv. For dig.

Da behøvede disciplene ikke flere beviser, og hvor ubekvemt det end måtte være for kødet, så trodsede de sult og mørke og skyndte sig tilbage til Jerusalem for at forkynde glædskabens bud: Han er opstanden, ja han er sandelig opstanden. Han lever og er midt iblandt os.

Lad da også os tage del i denne lovsang:

1

Jesus lever, graven brast,
han stod op med guddomsvælde,
trøsten står som klippen fast:
at hans død og blod skal gælde.
Lynet blinker, jorden bæver,
graven brast, og Jesus lever!

2

Jeg har vundet, Jesus vandt;
døden opslugt er til sejer,1
Jesus mørkets fyrste bandt,
frihed jeg ved Jesus ejer;
åben har jeg Himlen fundet,
Jesus vandt, og jeg har vundet!