10. s. e. trin

Til dagens prædiken har jeg måttet opfinde et nyt ord. Jeg ved selvfølgelig ikke, om der er andre, der har opfundet det før mig, og vil derfor heller ikke opkræve licens for andres brug deraf. Ordet er Fjernsynsaktivister, og betegner den typiske danskers forbrugermentalitet. Når vi sidder hjemme bag fjernsynet kan vi hurtigt blive enige om, hvor vigtig det er at købe danskproducerede fødevarer og ordentlige råvarer – lige indtil vi selv står nede ved køledisken i Brugsen. Det er ikke engang nødvendigt at spørge efter, hvad vi køber, man kan se det på udbuddet: det billigste importerede skrammel, og jeg er ikke selv et hak bedre. Det er ikke fordi vi er ligeglade, slet ikke. Det er bare lettere at gå op i noget, som absolut ingen betydning har for os selv. Fodbold, håndbold, Formel 1 og fuldkomment ligegyldige madprogrammer.

I den sammenhæng må det ikke undre, at det også er lidt op ad bakke med kristendommen. Jojo, kristne er vi da som danske, og kan sandelig også føre samtale om religion og de kristne dyder og tør håbe på et evigt liv, men troen og det kristne liv? så bliver det pludselig personligt involverende, og dermed uden for fjernsynsaktivistens interessessphære. Man skal jo helst kunne slukke for det inden det træder ud af skærmen. Og i stedet for egentlig at forholde sig til kristendommens kald, forflyttes fokus straks fra det egentlige og over på enkeltstående præster eller personer, som bestemt ikke er værd at være i bås med. En er for hidsig, en anden for blødsøden, en taler for meget om himmelen en anden for meget om helvede, og det mest kristelige må følgelig være at lukke og slukke og passe sig selv.

Men hvordan får vi vakt en sund interesse for kristendommen, som går længere end til sofabordet, som går helt til hjertet. Skal vi gøre som de københavnske kirker og lade et maraton fare igennem kirkens gamle bygninger, for at gøre det hele mere interessant, eller skal vi smide Jesus på porten, for at gøre det lidt mere rummeligt. Jesus er trods alt så personlig pågående, at han aldrig kan falde i fjernsynsaktivistens smag.

Grundlæggende er der to filosofier her. Den ene er, at gøre kirken interessant, den anden er at gøre folk interesserede i kirken. Men at kun den ene af disse veje er farbare, er klart. For det øjeblik vi forsøger at gøre kirken interessant på lige fod med samfundets øvrige underholdning er vi gået fejl af kirkens grundlæggende essens. Det øjeblik vi finder det nødvendigt at peppe kirkens budskab op, har vi selv mistet troen på evangeliets egen skabende kraft. Gud talte – så skete det. Det betyder selvfølgelig ikke, vi skal gøre det kedeligt. Men enten har vi et budskab, der er værd at lytte til, eller også har vi det ikke.

Nu er det min opfattelse, at vi har et budskab, vi kan være bekendt, og som vi derfor ikke behøver sminke som et andet lig. Hvad gør vi så for at få fjernsynsaktivisterne op af stolen? Ja, hvad gjorde Jesus? Han blev endnu mere pågående. Ve dig Korazin, ve dig Betsajda. En oplagt reaktion på deres ligegyldighed havde været ligegyldighed. Nå, jamen hvis I ikke vil høre, så vil I ikke høre, så må I selv om det.

Men evangeliet er ikke et sådan et budskab, at det kan være nogen ligegyldigt. Det har betydning for alle mennesker. Får det ikke betydning nu, så får det det i evigheden.

Nu kunne man nok indvende, at den er for let købt. Kan det ikke bevise sit værd nu, så er evigheden vel bare en dårlig undskyldning for at unddrage kritik.

Men evigheden er på ingen måde en dårlig undskyldning, nej evigheden er kristendommens akse. Evigheden er tilværelsens akse. Ingen af os er skabt til kun at leve en begrænset tid. Vi er skabt til at leve evigt. Og vi mærker det, når døden banker på vor dør, at vi aldrig vænner os til det. For det er ikke meningen med livet at vi skal dø, som Grundtvig skriver: mennesket ej til at dø, men alle bærer vi rundt på en håndfuld paradisisk muld i hjertet som lærer os om evigheden.

Men samtidig lærer kristendommen os, at tiden nu er evigt afgørende, som det handlede om sidste søndag, for nu er evangeliets tid, det er nu, vi har valget mellem himmel og helvede.

Bibelen igennem læser vi om, hvordan Gud til stadighed søger at drage mennesker ind i sit evige fællesskab, men vi læser også om, hvordan Gud i kærlighed gør sig selv svag og altid lader mennesker fare, som ikke vil hans fællesskab.

For er der en synd, som klæber mere til mennesket end nogen anden synd, så er det lysten til selv at herske og være Gud. Vi vil kunne styre Gud med fjernbetjeningen, men en sådan selvgjort gud giver ingen evig grøde.

Derfor ve dig Korazin. Ve det menneske som iskold kan blive siddende i sofaen søndag efter søndag uden på noget tidspunkt at drages imod Guds favn. For da er det ikke et evigt liv, der er i vente, men en evig død.

Dog er der et, vi må have in mente. Disse Jesu ord er ikke talt i hidsig vrede og ærgrelse over folkets døvhed. Nej, hvad Jesus taler i dag er talt ud af det samme hjerte, som altid talte gennem Jesu mund. Det er den samme kærlighed, der taler i dag, som Langfredag udgød sit blod til sonoffer for alle menneskers synder, og som hver dag kalder mennesker ind i fællesskabet med Gud.

Derfor må også vi vogte os for, når vi taler om dette alvorlige emne, at vi ikke gør det i hovmod over selv at være i fællesskab med Gud eller i hævnlyst mod mennesker, som måske har forsyndet sig imod os, men at vi også taler disse ord under Guds kærlighed. For vist hører det til kærligheden, at den ikke fortier sandheden, men skønt kirken er givet nøglerne til at løse og binde synder så er kirken ikke givet magten til at udråbe det endelige veråb over mennesker. Dommen er Guds.

For se, Jesus vendte endnu ikke Kapernaum ryggen, men blev ved at vende tilbage for at forkynde evangeliet også for dette halsstarrige folk, om de dog måtte omvende sig fra deres onde vej.

Sådan må heller ikke vi tale disse ord som de sidste til et menneske. Men når vi har talt dette dommens ord, må vi fortsætte med at kalde ind i Guds kærlighed.

For det hænder dog at fjernsynsaktivisten kommer op af stolen og vælger buræggene fra, alene på grund af fjernsynets vedholdenhed. Og hvorfor skulle ikke vi være vedholdende, vi som allerede er i Guds fællesskab. Var ikke Gud langmodig med os. Hvem er vel her i dag, som ikke kan takke Gud for hans tålmodighed.

At vi har taget imod kaldet skyldes på ingen måde noget fortrin hos os selv, for alle har vi fået lysten til at hævde os selv med i vuggen som en trofast følgesvend for livet. Alle er vi født med en indre kulde og ulyst til Gud, og hvad hans er, som vi bekender det i den lutherske kirke: alle fødes vi med synd: det vil sige: uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær.

Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, siger Paulus, og vi må stemme i med ham. Af Guds nåde overlod Gud ikke menneskeverden til sig selv, men skønt vi alle ved Adams fald havde brudt med Gud, blev Gud ved at kalde af os. Ja ikke kun kaldte han af os. Han kom selv til os i sin søn Jesus Kristus for at genoprette det brudte forhold. Og han gav sit liv for os, for at vi skulle have del i det evige liv. Af nåde sendte han sine disciple ud med evangeliet, ofte med den højeste pris til følge, af nåde kom kristendommen så højt mod nord som til Danmark og af nåde behøver ingen af os skjule os for at høre Guds ord.

Så må da dagens strenge evangelium langt mere ægge os til flid for at også vores næste må blive nået. For nok er evangeliets ord talt om de fortabte, men det er i særdeleshed talt til os, for at ikke vi skal blive dovne og selvtilfredse fjernsynsaktivister, der er helt tilfredse med hvad vi har og kun bekymrer os om vort eget skind.

For den, der kan være ligeglad med næsten, har glemt, hvad evigheden betyder. Men den, der er optaget af evigheden, vil aldrig kunne se et eneste menneske, uden også der at se et menneske, for hvem evangeliet har en evig relevans.

Det var hvad Jesus gjorde – han vil at alle skal med.