1 s e påske

Min far havde to fætre, som begge var bønder, og havde hvad der er allermest karakteristisk for dette hårdtarbejdende folkefærd: enorme hænder. Man kunne som dreng blive helt bange for, hvad der kom ud igen, når man skulle give hånd til denne næve, som komplet omsluttede ens lille barnehånd. Men der var en væsentlig forskel på de to fætre. For den ene gav altid et godt og fast håndtryk, mens den anden gav sådan et forskrækkeligt tarveligt førstehåndsindtryk med sin store og slappe hånd. Måske det var fordi han ikke ville knuse de små fingre – og det var da i hvert fald pænt gjort – men dette håndtryk tegnede i det lille barnesind et billede af en kedelig fætter, som kun blev understreget af, at svigersønnen var akademiker.

Hænderne er halvdelen af fortællingen, hvad man også ser så tydeligt af da Vincis sidste nadver, hvor man ved alene at betragte hænderne og disciplenes gestikuleren, næsten kan høre, hvad der blive sagt. Et mesterværk, for har man forsøgt sig udi maleriets kunst, ved man, at hænderne er noget af det vanskeligste overhovedet. For hænderne er ikke blot et par legemsdele, der kan vise forskellige håndtegn, men de fortæller et menneskeliv: det var et par hænder, der modtog os ved fødslen, det var et par hænder, der løftede os op og rettede os af. Det var hænder, der friede os fra farerne og klappede skoledrengen anerkendende på hovedet. det var hænderne, der rakte ned i det ukendte og fik sår og ar og blev hærdede gennem et langt livs arbejde i stålindustrien. For hænderne er dit liv.

Og derfor var det også hænderne, Thomas ville se. Han ville se de hænder, som havde reddet Peter fra bølgerne, rakt hånden til skattekongen Zakæus, havde helbredt de syge, taget imod kvinderne og børnene, selvom disciplene ikke fandt, at de hørte til i det gode selskab, de hænder, som skærtorsdag havde brudt brødet, og som han kendte så godt.

Men særligt var der én ting, Thomas ville se på disse hænder: han ville se naglegabet, hvor romerne havde hamret de tunge jernspir igennem, da de korsfæstede Jesus Langfredag.

Umiddelbart kan det vel nok forbavse, at det var det, Thomas ville se. Jesus var dog opstået fra de døde, hvorfor ville Thomas så se dødsmærkerne. Og hvorfor korreksede Jesus ikke Thomas og bad ham komme videre og i stedet fokusere på, hvordan den opstandne Jesus kunne gå igennem lukkede døre og gøre mange tegn og undere. Ja, hvorfor har evangelisten valgt at tage denne pudsige beretning med, men udeladt de mange andre tegn, han ikke finder plads til at berette om i evangeliet?

Men intet ville Jesus heller end fremvise sine gennemborede hænder. Ikke mindre end to gange i denne tekst, fremviser Jesus sine sårmærker. Han vil at vi skal kende hans hænder med mærkerne fra dødens træ. For intet steds lærer vi Jesus bedre at kende, end gennem disse sårede hænder. Gennem dette håndtryk kender vi Jesus, som den der ikke gik af vejen for lidelse og smerte, men som lod sig selv gennembore for vores skyld. For sådan måtte profetien opfyldes, der taler ved Esajas: se i mine hænder har jeg tegnet dig.

Mange af jer, der er gift render rundt med et lille stykke ædelmetal på fingrene, og uden jeg skal snage i jeres privatliv, så står der formentlig noget på indersiden af ringen. Men i modsætning til hundehalsbåndet, så er det ikke jeres eget navn, der er indgraveret, men det er den elskedes navn. Som en stadig påmindelse om det løfte, du har givet den person, om den evige og uophørlige kærlighed, du skylder det menneske.

Netop sådan tjener Jesu sår. De er hans løftering til hans brud. De er vidnesbyrdet om den hengivne kærlighed, der ikke havde nok i sig selv, men som vil give sig selv hen for sin elskede. Og det vidunderlige er, at det er dig og mig, der er indgraveret i denne ring. Det er os, der er den elskede, for som der står et andet sted hos Esajas: han blev gennemboret for vores skyld. Det var vores synd, der bragte ham på korset, og det var for at befri os fra syndens løn, at Jesus smagte døden for os. Derfor står vores navne indprentet så dybt I Jesu hænder, at de aldrig vil kunne slettes.

Men hvorfor egentlig? Hvorfor beholdte Jesus sårmærkerne i sit opstandelseslegeme. Vi loves, når vi på den yderste dag skal bryde gravens mørke dyb for at følge Jesus efter, at vi skal gives et fuldkomment legeme. I mange bøger kan man læse forestillinger om, at vi skal leve i evigheden med en krop svarende til en trediveårigs – jeg ved nu ikke rigtig, tindingerne er allerede vel tilbagetrukne. Paradiset skal være fuldkomment – hvorfor skal Jesus så ikke være det. Men intet legeme er mere fuldkomment end Jesu gennemstungne legeme, som Hebræerbrevets forfatter skriver: Jesus måtte føres til fuldendelse gennem fristelse og lidelser. For alene sådan kan han være en ypperstepræst for os. Én, der selv har lidt og mærket på sin egen krop, hvad smerte er for en ting, og som det på trods var villig til at betale kærlighedens ultimative pris.

Men heri ligger også vores frelsesvished. For tænk om sårmærkerne var lægt og arene forsvundet – hvor var da vores veksel hos Gud, hvor var da vores seglring og garanti for Jesu hengivne kærlighed? Men nu har Jesus altid sine sårmærker for øje som en evig og uophørlig påmindelse: Jeg led for dig. Til et evigt minde i himmerig om den frelse, Gud selv har beredt for hver den, der tror på Jesus. For ligesom regnbuen nok skulle være et tegn for os om Guds løfte, så skulle den dog endda mere være et tegn for Gud til ihukommelse af dette løfte: at han aldrig mere vil udslette alt levende fra Jordens overflade. Sådan frembærer Jesus da også for Guds trone dag og nat sit store offer for menneskenes synd, for Guds åsyn og ansigt, nemlig sine egne hænder. Så at Gud husker på sit løfte, når et faldent menneskebarn kommer vaklende til Gud og griber om hans hænder for at søge nåde. At den der kommer til ham, vil han aldrig i evighed støde bort

For hvordan skulle Gud kunne trække hænderne tilbage fra den han led for. Og sådan kom da Jesus til Thomas og rakte hans hånd og hans side ud til hans tvivlende ven, for at han kunne gribe om denne vores eneste visse og sikre redningsplanke. For når Jesus ser sårene, da må han række dem ud efter sit faldne barn, for at rejse os på ny, når vi falder, og bære os, når vores egen tro svigter.

Derfor er der heller intet, der er så kært for Kristi brud, som Jesu sårmærker. Og selvom man i middelalderen vel nok gik over gevind i sin evindelige mediteren over Jesu sår, så havde de dog fat i noget altafgørende og væsentlig, når de som i det lille monstransskab, vi har siddende oppe ved alteret omhyggeligt fremhævede alle Jesu sår. 5466 sår fandt man frem til i middelalderen, at Jesus måtte have efter romernes pisk og marter, som hver i sær blev anledning til bøn og kontemplation i datidens klostre. Problemet ved kun at se på de enkelte sår er blot, at således fortoner lidelsen sig på samme måde som vi heller ikke kigger på en græsplæne ved at betragte hvert enkelt strå. Men vi må ikke komme for hurtigt om ved Jesu sårmærker. For de er beviset på, at vor Gud ikke er urørlig. At Gud ikke er selvtilstrækkelig, men at han bandt sig til menneskene med selvtilstrækkelighedens modsætning, kærlighedens magt. For at betale syndens pris for os og give os indgang i sit paradis.

Derfor er vi da heller ikke længer overladt til dødens og djævelens tyrrani, for når den onde kommer med sine fristelser for at lokke os i fordærv, da må vi rejse Jesu hånd og sige: Jesus har lidt for at jeg ikke skal være bundet af syndens magt. Og når satan vil anfægte os med alt det, vi har gjort galt, da må vi løfte Jesu blodige hånd til stop, for der er betalt. Vi skylder ikke djævelen mere. Men i stedet må vi vende os om og modtage Herrens velsignelse af de samme hænder. For ved disse sår, fandt vi nåde, ved disse mærker fik vi fred.

Så læg dog troligt dit liv i disse hænder. For skønt de selv blev knust for din skyld, vil de ikke knuse din lille barnehånd når du rækker den ud mod Gud. Men han vil tage lige så meget fat som det er nødvendigt for at føre dig sikkert i havn. Et godt fast håndtryk, af den hånd vi kender så godt, som tog imod os vores dåb, som lagde hånden på vore hoveder, da vi i barndommens dage selv sagde ja til Gud, som rækker os livets brød og vin og siden skal gribe ned i gravens mørke for at rejse os til et evigt liv. Jesu gennemstungne hånd.