1. s. e. Helligtrekonger

I løbet af min teologiske uddannelse havde vi omkring fem minutter om småbørnspædagogik, og på den baggrund skulle jeg mene at være velrustet til at give mig i kamp med dagens evangelium om de små børn. Jeg ved da i hvert fald, hvordan man får de små poder til at græde, hvilket jeg naturligvis nok skal holde mig fra at demonstrere.

På trods af denne storslåede uddannelse, vil jeg dog sætte mit fokus på de kære disciple: men disciplene truede ad dem. Nu er det efterhånden sjældent, man ser nogen stå uden for kirken for at skræmme folk væk, i sær da i den altfavnende folkekirke, hvor alle er både ih og åh så velkomne, og man må spekulere på, om disciplenes uheldige optræden blot er kommet med i beretningen som et komisk indslag, der skal holde læseren fangen.

Desværre ikke. Med deres løftede knytnæver igangsatte de en arv, som alt siden har ridt kirken som en mare, og som vi stadig ikke har formået at rive os løs fra. For prøv at se omkring jer: det er ikke ligefrem børn og unge, det bugner af i kirken om søndagen, og var det ikke for det skallede kryds kunne vi formentlig godt se langt efter konfirmanderne på kirkebænkene. Ikke for at fornærme nogen, men der er simpelthen huller i kirkegenerationerne, og det er det samme landet over.

Så er spørgsmålet – er det vores fejl, eller er det deres fejl. Er det ungerne, der skal have varmet ørerne eller er det kirken, der på en eller anden måde hindrer dem i at komme. Spørger vi dem selv, hvorfor de ikke kommer, så er svaret ret entydigt: det er kedeligt. Altså er det dem, der skal have varmet ørerne. Tænk sig at kalde det kedeligt, som er ugens højdepunkt for kirken. Men de insisterer. Det er kedeligt. Næste skridt er som bekendt at skifte orgelet ud med en bongotromme og salmebogen med populærviser for derefter at sende præsten på stand-up-kursus og således lære ham nogle bedre takter, og derpå vente på dommen: stadig kedelig

Det siger dem stadig ikke noget. De er ærlige nok til at sige det. Og måske de har ret – det er kedeligt. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har talt bogstaverne over prædikestolen i Ølgod og konstateret at e var det hyppigst forekommende bogstav, og Christian Bartoldy, den tidligere formand for Indre Mission beretter om, hvordan han som barn legede lokomotiv med salmebøgerne, og det endda på trods af, at vi havde det tilfælles, at det var vores egen far, der stod på prædikestolen. Men skal det ikke være kedeligt? I apostlenes gerninger kan vi læse om, hvordan Paulus prædikede så længe, at folk faldt i søvn og drattede ud ad vinduerne, og bagefter gik han op og fortsatte. Så er vejen ligesom lagt./barren sat

Men der er en forskel på Pauli prædiken og nutidens prædiken. For nok var Pauli prædiken lang, men den var ikke kedelig, den var vedkommende, og netop dette er kirkens udfordring i dag. At turde være vedkommende. Som børn af rationalismen har vi lært den lektie at adskille tro og fornuft, som børn af reformationen har vi lært at reducere kristendommen til en lære om synd og nåde, og som børn af minimalstaten har vi lært at holde troen som en privat sag, som noget, der ikke vedkommer andre, og dermed heller ikke os selv.

Gennem århundreder har vi reduceret kristendommen til bare at være en lillebitte del af tilværelsen, en lomme i bevidstheden, en æstetisk nydelse søndag formiddag, hvor et malplaceret amen fra organisten er en ulykke og en uheldig vending fra præsten en katastrofe.

Og i rummelighedens navn fortsætter vi nu ad denne sti. Som et opgør mod pietismens falske skel og dømmesyge, deres truende handlemåde, har man i dag fjernet alt, der bare kunne lugte af rigtigt og forkert og skiftet det ud med en nærmest uappetitlig selvbekræftelse i de rigtige meninger og samtidig reduceret alt det åndelige fordi vi tror, at mennesker bliver skræmt væk af alt for meget bøn og Jesus, som en svensk kirketeoretiker har formuleret det. Men resultatet er forbløffende nok ikke, at de små børn kommer i flok og rad, men resultatet er, at det bliver endnu mere kedeligt, endnu mere uvedkommende, det samme som vi kan finde alle mulige andre steder. Gud er kærlighed. Ja, og hvad så.

Hvilken relevans har det for et moderne ungt menneske at høre en stadig gentagelse af, at Gud er kærlighed. Har det overhovedet noget betydning, før vi skal herfra? Er det ikke kun relevant for gamle og særligt interesserede?

Jesus tager fusen på sine disciple og os_ Guds rige er altid allerede vedkommende – også for ungerne nede på bagerste række, også for barnet der endnu ikke har lært at gå. Guds rige hører sådanne til. Det er som med evnerne. Vi har dem fra fødslen af. De er os allerede givne, allerede før vi finder dem og får interesse for dem. Gud venter ikke, som almindelige ordentlige forældre med at købe stradivariusviolinen indtil barnet viser interesse for spillet, men han giver evnen som dog er langt mere væsentlig end violinen og det helt fra fødslen. Men ligesom evnen ikke er meget værd før den bliver opdaget og gennem forældre og undervisere fremmet, og dog er en ufattelig gave af ubeskrivelig værdi, sådan er det også det helt klare budskab ved dåben, at det er vores fælles opgave som kirke, som forældre og som faddere at oplære barnet i den kristne børnelærdom ved at turde insistere på, at Guds rige er vedkommende for det og ved at vise det i praksis. Her kan vi lære noget af vores forfædre.

I gamle dage foldede fiskerne på vestkysten altid deres hænder og bad om godt vejr, før de stod ud på havet, fordi det havde noget med Gud at gøre. I gamle dage bøjede bønderne altid knæ når de udsåede deres sæd og bad om grøde og vækst, fordi det havde noget med Gud at gøre og prøv at lytte til dette gamle irske digt, som kvinden bad, når hun bøjede sig ned for at malke sin ko: Velsign o Gud min lille ko, og mine hænder som malker o Gud. Menneskelivet har noget med Gud at gøre, hvorfor Jesus også igennem hele sit liv helbredte og gjorde store gerninger for at hjælpe mennesker i deres liv. Og de kom til ham i hobetal. Han var vedkommende. Han var relevant

Men aldrig medførte de store masser, at han blev bange for at miste sin popularitet. Selv når alle forlod ham holdt han fast ved sandheden og læren om Guds rige. For det er ikke ved at stå fast på sandheden, vi hindrer mennesker i at gå ind. Tværtimod er det når vi lader sandheden vakle, at vi skræmmer børnene bort. For når sandhed ikke er sandhed længer, men blot en af flere mulige tolkninger, hvad skal man så stole på, hvor skal man så finde hvile. Se, så græder barnet, for da er trygheden borte og intet andet kan erstatte den. Da har de åbne grænser lukket sig, og kirken er blevet kedelig.

Men sætter vi sandheden som højeste norm for kirken og dens lære, da bliver det pludselig tilladt at stille spørgsmål og selvstændigt at tænke i troen, da kan der drages konsekvenser i livet og samfundet, og selvom det uden tvivl vil vække modstand og vise forskellige opfattelser, så vil det dog altid føre til, at kirken pludselig bliver en faktor for livet, også for dem, som ikke kommer her om søndagen.

Dem må I ikke hindre. Vi må turde være vedkommende, vi må turde lade kirken være vedkommende, ved at stå fast på den åbenbarede sandhed, uanset hvor meget eller hvor lidt det stemmer overens med den offentlige holdning. Et menneske med en holdning er dog altid mere interessant end den holdningsløse. Og så er dog kirkens sandhed så langt rigere end alle andre holdninger, grundfæstet som den er i Guds åbenbaring og evige råd, i den visdom som styrer himlen og jorden, og som har skabt universet med molekylerne, og atomerne og protonerne og kvarkerne og de partikler og bevægelser, som de nu består af. Alt sammen som en fødselsgave der skal rette vort sind og opmærksomhed mod den Gud, som har relevans for os, fordi han er kærlighed og ikke er ligeglad med os.

For kærlighed er ikke ligegyldighed. Kærligheden er lidenskabelig, er passioneret. Den vil noget. Som forældre vil have noget godt ud af deres børn, fordi de elsker dem, sådan med Guds kærlighed Den vil noget, den vil det, vi er blevet skabt til. Den vil gøre os til sande mennesker og give livet dets egentlige retning. Om den så skal stoppe os, når vi er på vildspor eller fortælle os, hvad der er det rette at gøre, hvad der er rigtigt og forkert, så gør den det, fordi den er kærlighed og vil være med os hele vejen fra vugge til grav, ja helt ind i Guds rige.

Og netop sådan viser den os, at det ikke var for at kede sig, at vore forældre og bedsteforældre bad aftenbøn og bordbøn og gik i kirke om søndagen. Det giver ret og slet mening.