1 s e h3k

Vidste I ikke, at jeg bør være i min fars hus? Jo, det burde de vide, Josef og Maria, de som havde oplevet så underfulde ting i forbindelse med Jesu fødsel. Først ærkeenglen Gabriel, som fortalte dem, hvad det var for et barn, de ventede og siden hyrderne fra marken og de vise mænd fra Østerland. Hvordan kunne de overhovedet være i tvivl om, at Jesu rette hjem var i templet?  Men så må vi også straks tilgive dem deres bekymring. For to ting lærer vi om Jesus i dag: først at han var sandt menneske, næst at han er sand Gud. Her har vi med en purk at gøre, der bruger sin barndom ligesom alle andre børn på at lege og lære, og så er hverken kirken eller templet det første sted, forældre leder efter deres børn. Nej, legepladsen, baghaven eller andre steder, hvor adspredelsen er lidt en anden, end at sidde og diskutere med gamle skæggede gubber. Det er da slet ikke noget for børn. Derfor har mennesker gennem tiden også stødt sig over Jesu kække svar til sine forældre. Men hvad nu hvis der ligger meget mere i Jesu svar end en fræk teenagers opsætsighed mod sine forældre?

Jo, det må være det første, vi må vide, at det slet ikke var for at være ulydig mod sine forældre, han blev i templet. Der var bare det ved det, at der var noget, der var gået op for ham til denne påske. Templet var blevet stort for den lille Jesus, og han var kommet til den dybe erkendelse, der ligger i hans svar: hjemme har børn, hvor fader bor – skulle jeg så ikke også have hjemme i min faders bo? Jo, her var Jesu rette hjem.

Hvorfor var det så her på tempelpladsen, denne begivenhed skildres? Jo, for det var ikke bare ligegyldige teoretiske spørgsmål, de drøftede i templet som: hvor mange engle kan der stå på en knappenål som man diskuterede i skolastikken, eller om det paulinske vi kan forstås som mig og mine tanker, som det så tankeløst diskuteres i disse dage. Nej, det var gedigen teologi. Vi må formode det handlede om påskens ofre, om udfrielsen fra Ægypten og blodet på dørstolperne, profetierne om Messias. Og så var det, Jesus så: alt dette handler jo om mig; det er om mig, det er skrevet.

For at fatte hvor stort det må have været, behøver vi kun se på enhver teenager, der opdager, hvor han har sine blå øjne fra, og at vores aner unægtelig er en del af vores identitet. De kan jo blive ved at spørge, for det er dem selv, de prøver at forstå, når de udfritter bedstefar for, hvordan han var som lille. Men så forstår vi også, hvorfor Jesus blev hængende i templet. Det her var hans allerbedste chance for at lære sig selv at kende. De havde og kendte profetierne om ham, for selvom der siden skulle komme det dybeste modsætningsforhold mellem Jesus og ypperstepræsterne, så var det dog dem, der bar og forvaltede Israels historie frem til Kristi komme, som i et hele vidner om Kristus. Derfor er det også fatalt, når man i dag vil afskrive gammeltestamente med et pennestrejf, som om det intet mere har at sige, for også vi må lærer Kristus bedre at kende gennem disse skrifter.

Allerede som sådan er det en smuk og opbyggelig fortælling, idet den samtidig også afslører for os, hvem Jesus var. Et sandt menneske, der måtte lære og vokse i erkendelse, men samtidig sand Gud, som allerede fra fødslen var fuldendt i renhed og bestemmelsen af sit eget livsløb. Men så er der dog langt mere til os i denne beretning. For denne erkendelse, som Jesus fremfører for os i dag, hjemme har børn, hvor fader bor, den samme er også en erkendelse, som vi må stræbe efter at nå frem til.

Nu har vi netop haft dåb, og selvom der i disse dage går en ivrig kamp for sig for at nedgradere dåben til en ligegyldig familiefest uden andet indhold end følelser og fornemmelser, så ændrer det ikke på, at dåben er alt andet end en ligegyldig handling, som vi bare lige kan droppe ind og får ordnet, som det nu kan passe i kalenderen. Men altid når vi har dåb, læser vi befalingen fra Matthæusevangeliet om at døbe og lære. Og gennem hele kirkens historie har disse to ting hørt uløseligt sammen. Med dåb følger oplæring. For dåben er en eksistensomskabende begivenhed. Her går vi fra at være en fortabt synder til at være et frelst Guds barn. Større kan det ikke blive. Men når så mange i dag er så ligegyldige om dåben, og kristenheden i det hele taget, så skyldes det vel intet andet, end at deres forældre glemte at tage børnene med op til Guds hus og sætte sig ned for at tale med dem om den velsignelse, der ligger i at være et Guds barn. Det glemte at fortælle børnene, hvem de er. Og sådan kom dåbsattesten til at ligge nederst i skuffen og samle støv som årene gik, alt imens spørgsmålet blev mere og mere påtrængende: Hvem er jeg?

Et spørgsmål, vi ikke kan undgå at stille, og som kan få et menneske til at rejse til verdens ende, for at finde en fjern forfader eller sit biologiske ophav eller en anden manglende brik. Men i dag er der kommet til at ligge meget mere i spørgsmålet end nogensinde før, for mens det tidligere syntes at handle mere om at få styr på sin historie, så er det i dag blevet et spørgsmål om, hvordan vi ønsker at definere os selv, uanset, hvad der må være givent, så at vi nu ikke kun skal tage stilling til, hvem vore forældre er, men også køn, alder og nationalitet og mange andre ting man ikke skulle kunne forestille sig skal kunne diskuteres. Men når det netop kan diskuteres, så skyldes det intet andet end det sted, nutidens moderne guruer henviser os til: Ikke til biblioteket eller dannelsesrejser, men hos os selv. Vi skal skue indad, mærke efter med os selv, for at finde den positive energi, se, hvad for et menneske, der gemmer sig i vort indre. Vi skal føle os frem til, hvem vi er. Men et sådant selvføleri kan der kun komme to ting ud af: enten at vi må fortvivle over det vi finder hos os selv, eller at vi ender i en selvgodhedens omfavnelse uden plads til Gud og næsten.

Helt anderledes er det derfor også, når vi kristelig set skal lære os selv at kende. Her er det ikke et spørgsmål om at definere sig selv eller lade munden løbe. Men her er det et spørgsmål om at lytte. For det bedste vi kan gøre, hvis vi virkelig ønsker at lære os selv at kende menneskeligt, det er at have venner, som tør fortælle os nogle sandheder om os selv. Og netop sådan er det, vi i kirken må lære os selv at kende, nemlig ved at få sandheden læst.

Imidlertid er det en farlig sag at ville lære sig selv at kende. Det kræver virkelig et kæmpemod at krybe ud af forstillelsens skalkeskjul og se sandt på sig selv. At fjerne malingen og se sig selv i spejlet usminket. Jesus kostede det livet, at lære sig selv at kende. Derfor ligger der også for kirkens præster og lærere en helt naturlig tendens til at bløde op og tage brodden af evangeliet. Børn arver da ikke deres forældres synd, og fortabelsen er vel egentlig også blevet håbløst umoderne.

Men disse moderne teologer opdager ikke, hvor fatalt det er, at give efter for vore følelser. For gør vi det, og undlader at tale sandt som evangeliet lyder, så afskærer vi os for dagens store under, for så kan vi ikke længer finde os selv i kirkens prædiken. Og så bliver den ligegyldig. Så bliver det upersonligt pladder, hvor selv tilgivelsen bliver et moralsk anliggende, både over for næsten og os selv.

Men vi må lade os afsløre. Evangeliet må forkyndes så pinagtigt pågående, at det afklæder os i al vores ufuldkommenhed, så at det kan tale til os som dem, vi i sandhed er, som syndere. For når vi således kan spejle os i det forkyndte ord og hører, at det vitterligt er mig, ufuldkomne menneske, det handler om, så begynder evangeliet at lyse op. Men du må lytte. For når vi undskylder os med: det siger mig ikke noget, ja, så kunne det vel være fordi vi slet ikke lader det tale til os, fordi vi heller vil gå ude på marken og tænke på vore køer.

Men du må lytte og lytte flittigt hver søndag, når ordet forkyndes. For da skal du også høre en anden sandhed om dig selv. Evangeliets sandhed, den at du er meget mere, end det du selv har bedrevet. Du må få lov at se dig selv i Guds lys, som en benådet synder. Som én Gud har taget til sig som sit barn, som én, der har hjemme i Guds fuldkomne rige. For som Jesus læste om sig selv i beretningen om ofrene i templet, sådan læser vi også om os selv, blot at det var vore synder han bar, og vor skyld, han tog, for at du skal eje en fuldkommen retfærdighed for Guds trone.

Du må lytte og høre evangeliet som talt alene til dig. Det kan vi ikke gøre af os selv. Gud må skabe det i os og giver os ører, så vi hører, at det er sandt, at det et mig evangeliet taler til.

Men der hvor Gud lader dette under ske, der kan vi ikke andet end udbryde med Jesus: Hjemme har børn hvor fader bor, der bliver vi i kirken som teenageren, der altid sulter efter at høre mere og som barnet, der finder sig bedst til rette i deres hjem. For her bliver vi aldrig færdige med at spørge og finde svar, men altid vil der være mere at finde, altid vil der være en større rigdom at afdække ved at være af Gud. Aldrig vil vi komme til bunds i dåbens dybe vande.

Men har du det endnu ikke sådan, at du ret kan føle, at kirken er blevet dit hjem. Så er der bare en ting, du skal vide, når du går ud fra Kirken i dag: Er du døbt, så ER dette dit hjem. Så er dette stedet for dig. Så er dette hus med evangeliets budskab den brik foruden hvilken du aldrig lærer dig selv at kende. Evangeliet hører dig til, og du må med frimodighed tage det til dig som din ejendom, også uden følelser: For hjemme har børn hvor fader bor.

Måske da kirken også vil blive stor for dig en skønne dag, så at du kan synge med på den sidste: Hyggelig rolig, Gud er din bolig, inderlig skøn – om ikke før, så når Gud åbner dine øjne og du ser, at denne kirke blot er forgården til Guds evige rige.

Og det er dit, og det blev det lige der.