1 s e fasten

Da forlod djævelen ham. De fleste beretninger og fortællinger har en slutning, som på en eller anden måde falder sammen med begivenhedens afslutning. Æventyret er bragt hele vejen rundt, og de levede lykkeligt til deres dages ende. Så kan der være åbne slutninger, der lader det store spørgsmål blive tilbage for læseren, eller som inspirerer til også at læse bind 2 i værket. Men læser vi parallellen hos Lukas er beretningen om Jesu fristelse i ørkenen uden afslutning. For nok forlod djævelen Jesus, og englene kom og sørgede for ham, men kun for en tid. For aldrig så snart var Jesus vendt tilbage til byen og samfundet, før djævelen stod klar med det næste stormløb imod ham. Menneskene der ville se store tegn og undere og gøre ham til konge, farisæerne og de skriftkloge, der stadig satte ham på prøve for at føre ham til fald, ja selv blandt hans egne disciple fandt fristeren plads til at give lyd for at han skulle opgive sit forehavende. Og lige til i dag har djævelen ufortrødent fortsat sit store fristerarbejde og vil fortsætte hermed i stadig tiltagende grad indtil verdens ende.

Derfor har da også beretningen om Jesu fristelse i ørkenen den allerstørste betydning for os i dag, os som er Guds kirke og Jesu legeme på jord. For i dag er det os djævelen retter sit angreb imod. Og måden er stort set den samme. Han kommer dog ikke med sit grimme fjæs og stikker knytnæven op i snuden på os, som han gjorde med Jesus. Det er han for snu til. Næh, han vil såmænd helst at vi slet ikke opdager ham, ja måske endda benægter hans eksistens, så han kan få arbejdsro. Men som han fristede Eva i slangens skikkelse, sådan snor han sig også i dag for at snøre os, og viser sig snart i fristende tilbud og onde lyster, snart i menneskers ondskab og med smigrende tale.

For fra verdens begyndelse har Djævelen kun haft et sigte i tilværelsen. At ødelægge og nedbryde Guds skaberværk, men især at tvinge mennesket bort fra Guds vej.

Der fortælles et sagn eller en myte fra gamle dage, om Djævelen der holdt konference med alle sine engle. Da trådte de mørke engle frem en efter en anden og fortalte om alle sine ugerninger. Den ene fortalte hvordan han havde sat en hel by i brand og efterladt mange hjemløse, en anden havde ladet kvægpesten ramme landet og forårsaget stor hungersnød. En tredje havde ladet udbryde krig, og sådan fortsatte de, jordskælv, sygdom og anden ulykke. Og på alt dette lyttede djævelen nu med stigende utilfredshed. Til sidst kom der så en engel som ikke havde sådanne store beretninger at fortælle om. Men han havde nu i fyrre år vandret i hælene på en enkelt kristen og fristet ham med snart det ene snart det andet. Og nu endelig, efter fyrre år var det lykkedes. Manden havde givet efter og havde forladt Herrens vej. Da lyste djævelens ansigt op, og han roste og berømmede denne engel, som han mente havde gjort mere for hans rige end alle de andre.

Vel, det er blot en fortælling, og dog fortæller den smukt, hvad det er, vi særligt må frygte. Ikke alskens ulykker, som rammer både onde og gode, men den subtile jagt på troens folk. Fristelsen til at opgive Gud og gøre sig et andet gudebillede.

Men det var jo slet ikke det, djævelen lagde op til. Tværtimod synes det, som om han vil støtte Jesu tro og styrke ham i bevidstheden om at være Guds søn. For hvad kunne være mere rimeligt, end at Guds søn frit kunne tage for sig af retterne og skulle åbenbares i sin guddomsherliged midt på tempelpladsen sådan som det var profeteret om Guds herlighed. Og var det ikke netop målet med Jesu komme til jord, at han skulle vinde herredømmet over alle mennesker.

Jo, men alligevel er djævelens ikke den rette konklusion på præmissen, hvis du er Guds søn. For hvilken er den rette følgeslutning på ordene: hvis du er Guds søn. At Jesus kan gøre, hvad han vil, eller at Gud vil tage sig af ham.

Når da I som er onde, siger Jesus et andet sted, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere da ikke Gud. Og denne var denne troen prøvelse, Jeuss måtte opøves i ude i ørkenens brændende sand. At have tillid til Gud, helt derud, hvor det gør ondt.

Vi må huske på, at det var Ånden, der havde drevet Jesus ud i ørkenen, ikke ham selv. Dette var ikke et selvopfundet eksperiment i ødemarken eller en anden fromhedsøvelse som munkene havde opdigtet, som Gud aldrig har pålagt os, men dette var den vej, som Gud havde lagt til rette for Jesus. Og derfor turde Jesus også alene at stole på Gud.

Men hvor ligger det dog til os mennesker at ville tage os selv til rette. Fra barnet, der ikke kan lade småkagedåsen være, til den voksne, der mener at kunne tilsidesætte gældende ret, fordi jeg altså har travlt, og i øvrigt er et bedre menneske end alle andre. Det synes så nærmest uskyldigt. Og der var da heller ikke et menneske, der havde bebrejdet Jesus, om han havde taget en bid af stenene der. Men det var også blot et bid af den forbudte frugt. Et syndigt ord i Adam for, det lagde verden øde, som Brorson synger. Så uskyldigt, så fatalt. For hvad var det dog der skete? Jo, selvhævdelsen, egensindigheden, egoismen kom ind i verden. Og dermed afgudsdyrkelsen.

Men nu er djævelen særlig snu, han sidder her nede på kirkebænken sammen med os og hvisker os i øret med Bibelens eget ord: Gud er god, han tilgiver dig nok, du er jo ikke nogen stor synder. Det var jo netop for sådanne synderes skyld Jesus kom til jord. Så tag det ikke så tungt med de små synder. Det lyder jo som en evangelisk prædiken, og hvis man mangler et navn at sætte på, så behøver vi blot citere Luthers berømte udsagn: synd tappert.

Men Jesus stod djævelen imod. Nok stod der som djævelen sagde, og dog var det ikke sandt. Nok er Jesus kommet for at tilgive syndere. Og dog må vi ikke slutte, at synden dermed er blevet ligegyldig, som  Paulus skriver: hvad da, skal vi så synde for at nåden kan blive større? Det være langt fra. For Kristus er kommet for at frikøbe os fra synden. Vi har jo i dåben begravet det gamle kød med alle dets syndige lyster for at oprejses til et nyt liv i Kristus. Hvorfor skulle vi da atter slå ind på syndens vej og gå i forbund med Djævelen. Som om han nogensinde har gjort noget godt for menneskeheden eller bidraget positivt til vort liv. Som om djævelen kan give os evigt liv.

For sagen er den, at synden ødelægger vort liv. Også den lille synd, hvis der findes en sådan ting. Det er små ting, der ødelægger forholdet mellem mennesker, det er små ting, der nedbryder den indbyrdes tillid. Og sådan er det også de små ting, der ødelægger forholdet mellem Gud og mennesker. Som nedbryder tilliden og troen. For det er i længden umuligt at leve i tro og kærlighed til Gud og samtidig leve i modstrid mod hans bud. Og netop da viser Djævelen sig som den bonkammerat han i sandhed er, som svigter, når det for alvor brænder på. For nu er det for sent, nu har du syndet og svigtet og forrådt din herre og mester. Og du kan vel indse med den ulykke, der har ramt dig, at Gud må have forladt dig. Der står jo skrevet, at Gud vil bære dig på hænder og fødder. Men atter må vi svare som Jesus gjorde: med Guds eget ord. Vi må svare med ordet, der aldrig blegner, men som kan få selv den ledeste djævel til at krybe i sit hul, vi må svare med navnet Jesus.

Ved det navn skal vi sejre. For Djævelen lykkedes aldrig med at lede Jesus bort fra Guds vej. Hverken i ørken eller gennem livet, ja end ikke på korsets træ. Men Jesus gennembrød satans tyrrani med sit fuldkomne liv, da han døde på korset og ved selv samme kors må også vi sejre over synden, døden og djævelen. For hvor end djævelen mødes med vidnesbyrdet om Jesu fortjeneste der må djævelen rømme med alle sine engle. For Jesus har vundet os, ikke ved at bøje knæ for djævelen men ved at opfylde al retfærdighed, som det hed sidste søndag, han har betalt for os med sit eget blod, og derfor har djævelen ingen ret over os mere.

Men vor ret er Jesu ret, og denne lyder, at enhver som tror og bliver døbt aldrig i evighed skal smage døden men gå over fra dette liv til det evige, hvor Guds engle til evig tid skal sørge for os.

Derfor beder vi: Gud bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid.